Skip to content

LANDEFAKTA LIBANON

Geografi

Hovedstad

Beirut

Areal

10.452 km2

Indbyggertal

4,1 mio. (inkluderer ikke godt et par hundrede tusinder palæstinensiske flygtninge og flere hundrede tusinder gæstearbejdere samt senest 425.000 syriske flygtninge)

Befolkningsvækst pr. år

1,15 % (2010)

Befolkning

95 % arabere, 4 % armeniere, 1 % andre

Sprog

Arabisk. Både engelsk og fransk meget udbredt

Religion

Anslået mere end 60 % muslimer (sunnitter, shiitter, drusere, alawitter). Den nuværende kristne befolknings præcise andel er ukendt og omdiskuteret, da der ikke har fundet en folketælling sted siden 1932, og der er sket betydelige demografiske ændringer siden. Andelen anslås i dag at udgøre 35% (maronitter, græsk-ortodokse, græsk-katolske, armensk kristne, anglikanere m.fl.).

Tidsforskel

GMT + 2


Økonomi

BNI pr. capita

USD 10,311 (2012) 

Vækst i BNP pr. capita

1,5 % (2012)

Gældssituation (år)

139,5 % af BNP (2012)

Dansk eksport

DKK 659 mio. (2011) 

Valuta

Libanesiske Pund (L£)

Valutakurs

DKK 3,79 pr. LL 1000,-


Regering

Statsoverhoved

Michel Sleiman (valgt af parlamentet 25. maj 2008 for en 6-årig periode, landets præsident er altid kristen maronit)

Parlamentsformand

Nabih Berri (genvalgt ovenpå parlamentsvalget i juni 2009, parlamentsformanden er altid Shiit)

Premierminister

Najib Mikati (premierministeren er altid sunni), juli 2011, forretningsministerium siden ult. marts 2013; Tammam Salam udpeget til at danne regering, endnu ikke på plads. 


INDENRIGSPOLITISKE SITUATION

Landets officielle betegnelse er ”Republic of Lebanon”. Det politiske system hviler på forfatningen af 1926, "Den Nationale Pagt" af 1943 og Taif Aftalen af 1989. Libanon er en konfessionelt opbygget demokratisk parlamentarisk republik, hvor de mange forskellige trossamfund formelt er sikret deltagelse i det politiske systems magtstruktur og i administrationen, vægtet i forhold til den pågældende gruppes oprindeligt (1932) skønnede andel i den samlede befolkning. Parlamentets 128 medlemmer er ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer. Endvidere er pladserne inden for begge religiøse grupper fordelt i overensstemmelse med de enkelte trossamfunds anslåede befolkningsandel. Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år. Næste parlamentsvalg i 2013. Frem til parlamentsvalget d.7. juni 2009 var stemmeretsalderen 21 år. En nedsættelse af stemmeretsalderen til 18 år blev vedtaget lige inden parlamentsvalget.  Men om dette bliver implementeret ved det kommende 2013-valg, er stadig uvist.

I forlængelse af interventionen under borgerkrigen havde Syrien i årene 1976-2005 en stærk militær tilstedeværelse og stor indflydelse på den politiske udvikling i landet. Trods sikkerhedsrådets resolution 1559 besluttede parlamentet i september 2004 på syrisk foranledning at forlænge præsident Lahouds mandat med tre år. Kravet i resolution 1559 om syrisk tilbagetrækning fra Libanon blev imidlertid en samlende faktor for oppositionen, hvori især indgik partier fra de kristne maronitiske, sunni-muslimske og drusiske befolkningsgrupper.

I kølvandet på mordet på tidligere premiereminister Rafiq Hariri i 2005 opstod den såkaldte Cederrevolution, der resulterede i, at Syrien trak alle tropper ud af Libanon efter 30 års militær tilstedeværelse i landet. Ved parlamentsvalget i maj-juni 2005 vandt den anti-syriske koalition et absolut flertal på 72 af parlamentets 128 pladser. Hizbollahs og Amals alliance fik 35 pladser, mens general Michel Aouns kristne Free Patriotic Movement tegnede sig for de sidste 21 pladser.

I juli 2005 dannede premierminister Fouad Siniora regering baseret på mandaterne fra den anti-syriske koalition (19 ministre) samt Hizbollahs og Amals shia-muslimske alliance (5 ministre). Sikkerhedsrådet besluttede senere i 2005 at iværksætte en international og uafhængig undersøgelse af mordet på Rafiq Hariri. Det Særlige Tribunal for Libanon, som blev oprettet i 2008 og ligger i Holland, forventes i 2013 at indlede retssager (in absentia) mod foreløbig fire anklagede libanesere.

Den 7. juni 2009 blev der gennemført et relativt fredeligt parlamentsvalg i Libanon. Det var første gang i Libanons historie, at valget blev afholdt på en enkelt dag. Valgdeltagelsen blev på 52 %, hvilket var en betydelig fremgang fra valget i 2005, hvor 45 % deltog. En vestligt orienteret koalition, 14. Marts-koalitionen, anført af Rafiq Hariris søn, Saad Hariri, fik flest medlemmer i parlamentet (men færre stemmer ved valget), ligesom de havde gjort i 2005, dog med et mandat mindre. Valgsejren var overraskende, da de fleste meningsmålinger havde peget på en valgsejr til oppositionen under ledelse af Hizbollah og den kristne ex-general Michel Aoun. Hariri blev efterfølgende udpeget til at lede regeringsforhandlingerne og med henblik på senere overtagelse af premierministerposten. Dette blev realiseret i november med afslutningen af lange og meget komplicerede regeringsforhandlinger. Fem måneder efter parlamentsvalget den 7. juni 2009 kom en ny libanesisk samlingsregering endelig på plads. Fordelingsnøglen blev 15 ministerposter til majoriteten, 10 til oppositionen og 5 udpeget af præsidenten. Hizbollah fik to ministerposter. Den første opgave for den nye regering var at udforme et regeringsgrundlag for de næste fire år. Regeringserklæringen blev støttet af 122 ud af 128 medlemmer ved afstemningen i parlamentet 10. december 2009. Regeringserklæringen lagde op til en række hurtige tiltag, som skulle have forbedret de umiddelbare livsvilkår. Spørgsmålet omkring Hizbollah’s våben og status som modstandsbevægelse blev behandlet som ved tidligere regeringserklæring og drøftes i den genoptagede ”Nationale Dialog”. Reformer på det økonomiske område, bl.a. privatisering af el og telekommunikationsområdet er et andet vigtigt område, der blev behandlet. Januar 2011 blev Hariri-regeringen nødt til at trække sig tilbage, da 11 ud af regeringens 30 ministre gik af på grund af uenighed om regeringens politik. Efter konsultationer fremkom et flertal på 68 parlamentsmedlemmer, der pegede på Najib Mikati som regeringsleder. Druserlederen Walid Jumblatt var afgørende for det nye flertal, da han sammen med seks andre fra sin parlamentsgruppe skiftede fra Hariri til Mikati. Efter næsten fem måneders konsultationer lykkedes det at danne en ny regering, som for første gang i mange år er en flertalsregering, som nu har en egentlig opposition (Hariri-fløjen). Forfatningen sikrer, at alle konfessionelle grupper fortsat er repræsenteret efter den hidtidige fordelingsnøgle. Parlamentet godkendte Mikati-regeringens regeringserklæring d. 7.juli 2011 med 68 stemmer ud af 128.  

 Mikati-regeringen døjede gennem dets godt to år bl.a. med den alvorlige krise i Syrien og påvirkningen heraf på Libanon. De nu mere end 425.000 flygtninge, og fortsat stigende i antal, presser landet både socialt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Regeringen havde også problemer med internt at finde fælles forslag bl.a. mht. ny valgmetode for parlamentsvalget, godkendelse af statsbudgettet, og gennemførelse af modernisering af el-, vand- og telekom-sektoren. 

 19. oktober 2012 detoneredes en kraftig bilbombe dræbte 3 og sårede over 80 mennesker. Bomben var rettet imod den højprofilerede chef for politiets efterretningsenhed, Wissam Al Hassan, kendt som tæt allieret med den forhenværende premierminister Saad Al-Hariri og dennes far fhv. PM Rafiq Hariri. Der har været mange spekulationer om bagmænd for det meget professionelt og præcist udførte attentat, men ingen har endnu taget ansvaret.

Attentatet har sat Mikati-regeringen under yderligere pres. Umiddelbart efter eksplosionen krævede oppositionen (14. marts) Mikati’s afgang, men dette er blevet afvist på nuværende tidspunkt af præsidenten med henvisning til opretholdelse af den politiske stabilitet. Samtidig synes det internationale samfund at lægge stor vægt på at undgå et politisk vakuum.

Sidst i marts 2013 meddelte Mikati overraskende, at han ønskede at trække sig tilbage. Måske forventede han at kunne presse sine regeringsfæller til nogle vigtige beslutninger, men disse blev ikke bakket op, og han valgte at indgive sin afskedsbegæring til præsidenten. Mikati leder således et forretningsministerium, indtil næste regering er dannet og endosseret af parlamentet, hvilket der kan gå flere måneder med.

Tammam Salam blev af et stort flertal af MPs 124/128 udpeget til at danne ny regering. Det forventes, at der dannes en samlingsregering på tværs af 14.marts- og 8. marts-koalitionerne. TS, som er medlem af parlamentet og knyttet til 14.marts-koalitionen, er 67 år og ses som en overgangsfigur, der i første omgang har til opgave at sikre afholdelse af parlamentsvalg baseret på en ny valglov. Der er fortsat ikke enighed om karakteren af en ny valglov.

Den 27. maj besluttede Mikati-kabinettet at indstille, at parlamentsvalget skulle gennemføres den 16. juni. Forud for mødet havde forventningen været, at kabinettet ville have anbefalet en udsættelse af valget i flere måneder. Få dage senere, den 31.maj, besluttede et klart flertal i parlamentet da også at forlænge nuværende parlament til november 2014.

 

SIKKERHEDSSITUATIONEN

I juli 2006 udbrød der en regulær krig mellem Hizbollah og Israel. Krigen resulterede i omfattende ødelæggelser af Libanons infrastruktur. Selv om der siden våbenhvileaftalen i august 2006 kun har været få episoder på grænsen mellem Israel og Libanon, er situationen fortsat spændt. Der affyres af og til små raketter fra Libanon mod Israel, typisk uden at de medfører ødelæggelser. Det vurderes, at små ekstremistiske Sunni-grupper står bag. Israel foretager meget hyppige overflyvninger af Libanon. Der har også været enkelte skudepisoder over grænsen mellem de to landes hære. Heldigvis er disse hurtigt blevet inddæmmet af FN-styrken UNIFIL. En drone (formentlig iransk produkt) overfløj Israel i september 2012 og kom tæt på landets atomare anlæg. Hizbollah har taget ansvaret for affyringen, som ses på med stor alvor fra israelsk side.

I foråret 2007 udbrød kampe i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al Bared mellem den militante og al-Qaida-inspirerede gruppe Fatah al Islam og den libanesiske hær. Fatah al-Islam blev nedkæmpet, men på bekostning af en ødelagt flygtningelejr. 27.000 palæstinensiske flygtninge mistede dermed deres hjem. Lejren er fortsat under genopbygning, men mange beboere er flyttet tilbage efter fem år i midlertidige lejre.

Mellem 2004 og 2008 blev en række politikere og sikkerhedsfolk dræbt ved bilbomber. De skyldige er ikke identificeret. En politisk aftale, indgået i Doha (jf. næste afsnit) skabte relativ ro frem til 2012.

Efter halvandet års politisk dødvande udbrød der den 7. maj 2008 uroligheder og voldelige sammenstød mellem regerings- og oppositionsstøtter flere steder i Libanon. Urolighederne varede i en uge og resulterede i 80 døde og 250 sårede. Adgangen til Beiruts internationale lufthavn var spærret og udrejse via den nordlige og den østlige grænse mod Syrien var besværliggjort af kampe i områderne og vejspærringer. Urolighederne i maj 2008 førte dog til en genoptagelse af den Nationale Dialog, og det politiske dødvande blev endelig brudt ved en aftale indgået i Qatars hovedstad Doha den 21. maj 2008. Efter præsidentposten havde stået tom i et halvt år, blev daværende hærchef, Michel Suleiman, den 25. maj 2008 indsat som Libanons præsident.

Der er fortsat indimellem uro i nogle af de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. I enkelte af disse forsøger al-Qaida inspirerede grupper at opnå fodfæste. Den palæstinensiske organisation Fatah, der efter en aftale med den libanesiske regering formelt har kontrollen med lejrene, forsøger dog at bekæmpe disse tendenser.

I Tripoli opstår der indimellem kampe mellem to traditionelt stridende nabolag, Bab El Tabeneh og Jabal Mohsen, henholdsvis Sunni og Alawit-domineret. I takt med den eskalerede situation i Syrien er også sammenstødene i Tripoli blevet mere hyppige. Disse kampe er dog stadig isoleret til konkrete nabolag i byen og forventes ikke at sprede sig yderligere.  

Den 9. juni 2013 blev en bilbombe bragt til sprængning i shia-domineret forstadskvarter til Beirut, med mange Hizbollah-tilhængere. 1 omkommet og flere sårede. Bomben menes at være reaktion på Hizbollahs væbnede involvering i den syriske konflikt

Den 18. juni 2013 udkæmpedes over to dage hidsige kampe mellem støtter af den ekstremistiske sunnit-sheikh, El Assir, og hæren i en lille kommune, Abra, sammenvokset med Saida, Libanons tredjestørste by ca. 40 km syd for Beirut.  I løbet af to dage blev 19 LAF-soldater dræbt og mange såret. Ca. samme antal vurderes dræbt på den anden side, også med mange sårede. Et par hundrede bevæbnede ekstremister blev tilbageholdt. Kun 25 % blandt ekstremisterne var libanesere, et større antal var syrere og palæstinensere fra Syrien. Desuden deltog et antal veltrænede snipers fra andre lande, herunder Sudan, Afghanistan og Pakistan. Efterfølgende kom der politisk støtte til hærens indgreb og hærens vilje til at gøre en ende på Assirs provokationer. Kristne over hele spektret har fordømt Assir. Den formelle sunnit-leder Saad Hariri, der nu i mere end to år har opholdt sig i udlandet, har også fordømt Assirs handlinger. Hæren vurderer selv, at der ikke er risiko for splittelse langs sekteriske linjer, som man så det under borgerkrigen 1975-90.

Den forværrede krise i Syrien spiller løbende sikkerhedsmæssigt ind på Libanon og kan i værste tilfælde få alvorlige konsekvenser for landet. Syrere søger tilflugt i Libanon. Der er skudepisoder i grænseregionen. De libanesiske parter har meget forskelligt syn på hændelserne i Syrien.

 

MENNESKERETTIGHEDSSITUATIONEN

Ytrings- og pressefrihed er generelt respekteret i Libanon, dog praktiseres der en vis censur. Menneskerettighedssituationen er generelt forbedret siden den syriske tilbagetrækning i 2005. Demokratiske reformer vanskeliggøres dog af politisk ustabilitet, og korruption er udbredt. De palæstinensiske flygtninge i Libanon nyder begrænsede civile rettigheder og lever under dybt kritisable socioøkonomiske forhold. UNWRA har pt. registreret 455.000 palæstinensere i Libanon.

Efter udbruddet af krisen i Syrien er det strømmet ind med syriske flygtninge. Officielle tal fra FN er på mere end 474.000 i maj 2013, og tallet er hastigt stigende. Det internationale samfund må bære den største byrde, da det svage libanesiske statsapparat ikke har kapacitet til ret meget. Libanon har ikke ratificeret FN’s flygtningekonvention fra 1951 og heller ikke 1967-protokollen, der omhandler flygtninges status.

Underbetaling og mishandling af gæstearbejdere er et stort problem i Libanon. Der er dødsstraf i Libanon for særlige forbrydelser. Ingen dødsstraffe blev dog eksekveret i 2009/2011. Der er flere dokumenterede eksempler på tortur af fængslede.

 

ØKONOMISK SITUATION

Efter kraftig vækst i de første år efter borgerkrigen indtrådte fra 1998 en periode med beskeden vækst. I 2004-5 var vækstniveauet igen oppe på 4-5 %, men den politiske ustabilitet efter Hariri-mordet og Syriens tilbagetrækning hæmmede den økonomiske fremgang, således at væksten i en periode var negativ, men i 2007 og 2008 igen blev positiv. I 2010 ca. 8 %. Dannelsen af Mikati-regeringen i juni 2011 skabte en forsigtig optimisme mht. resten af 2011, men blev modvirket af krisen i Syrien, som har resulteret i, at væksten er faldet voldsomt. WBs tal for 2011 er 2.2 %, og tallet for 2012 forventes nu at blive lavere. Turistindustrien, som er en landets vigtigste indtægtskilder, er hårdt ramt. Handel og investeringer påvirkes også negativt af den ustabile situation. Som følge af lånefinansiering af genopbygningen efter borgerkrigen er Libanon fortsat stærkt forgældet med en statsgæld, der dog relativt set er faldet betydeligt inden for de seneste år, men som fortsat udgør 136 % af BNP. Landet har desuden løbende stort underskud på handelsbalancen, høj arbejdsløshed og stor udvandring (betydelig brain drain).

Danmarks eksport til Libanon i 2011 var 659 mio. DKK

 

UDENRIGSPOLITISK SITUATION

Efter 22 års besættelse trak Israel i maj 2000 sine tropper ud af Sydlibanon. Sydlibanon var i de følgende år præget af sporadiske sammenstød mellem Israel og Hizbollah, kulminerende med sommerkrigen i 2006. Israel besætter fortsat Shebaa Farms området og andre små områder i grænseregionen. Libanon har meldt ud, at det ikke indgår en fredsaftale med Israel, med mindre det sker som led i større israelsk/arabisk fredsslutning.

Efter den israelske militære kampagne i Libanon i juli-august 2006, blev det en væsentlig udfordring for den libanesiske regering at sikre håndhævelsen af våbenhvilen og kravene i Sikkerhedsrådsresolution 1701 om udstrækning af regeringens kontrol med hele landet, herunder de Hizbollah-kontrollerede områder i Sydlibanon og Bekaa-dalen.

En anden udfordring har været at etablere normale forbindelser med Syrien efter mange års syrisk dominans i Libanon. Der blev i 2008 for første gang siden staternes oprettelse etableret diplomatiske forbindelser mellem Syrien og Libanon.

Med Hariris besøg til Syrien i december 2009 og flere senere besøg blev der tale om yderligere et skridt i normaliseringen mellem de to lande. Premierminister Najib Mikati har haft gode personlige relationer til syriske præsident, men med den alvorlige politiske krise i Syrien er der skabt usikkerhed om de fremtidige relationer til det store naboland, som Libanon har et langt historisk fællesskab med. Demarkering af grænsen mellem de to lande er sat i stå af krisen i Syrien. Det er blevet næsten hverdagskost med militære episoder ved grænsen til Syrien og ind over grænsen til Libanon. Mikati’s regering har indtil videre formået med nogen succes at føre en såkaldt ”neutralitetspolitik” over for Syrien, men har meldt klart ud, at Libanons sikkerhed og suverænitet kommer først, og at man vil tage alle nødvendige skridt for at bibeholde den politiske og sikkerhedsmæssige stabilitet i landet. Dette ser dog vanskeligere ud for hver dag der går. EU’s nylige terrorlistning af Hizbollahs militære gren har yderligere kompliceret muligheden for at forholde sig neutralt til konflikten.

Kontakt

Ambassaden i Beirut

E-mail: beyamb@um.dk  

Hjemmeside:
http://libanon.um.dk/