Spring til indhold

Landefakta

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Hovedstad Beirut

Areal 10.452 km2

Indbyggertal 4,1 mio. (inkluderer ikke godt 400.000 palæstinensiske flygtninge og flere hundrede tusinder gæstearbejdere)

Befolkningsvækst pr. år 1,15 % (2008)

Befolkning 95 % arabere, 4 % armenere, 1 % andre

Sprog Arabisk. Både engelsk og fransk meget udbredt

Religion Anslået mere end 60 % muslimer (sunnitter, shiitter, drusere, alawitter). Den nuværende kristne befolknings præcise andel er ukendt og omdiskuteret, da der ikke har fundet en folketælling sted siden 1932, og der er sket betydelige demografiske ændringer siden. Andelen anslås i dag at udgøre mellem 25-40 % (maronitter, græsk-ortodokse, græsk-katolske, armensk kristne, anglikanere m.fl.).

Tidsforskel GMT + 2

Økonomi

BNI pr. capita USD 9.849 (EIU estimat 2009)

 
Vækst i BNP pr. capita 7.5% (2007)


Gældssituation (år) 167.8% af BNP (2007)

Dansk eksport DKK 446 mio. (2008)


Valuta Libanesiske Pund (L£)


Valutakurs DKK 3,5 pr. LL 1000,-

Regering

Statsoverhoved Michel Sleiman (valgt af parlamentet 25. maj 2008 for en 6-årig periode, landets præsident er altid kristen maronit)


Parlamentsformand Nabih Berri (genvalgt ovenpå parlamentsvalget i juni 2009, parlamentsformanden er altid Shiit)


Premierminister Saad Hariri (premierministeren er altid sunni)

Indenrigspolitisk situation

Landets officielle betegnelse er ”Republic of Lebanon”. Det politiske system hviler på forfatningen af 1926, "Den Nationale Pagt" af 1943 og Taif Aftalen af 1989 – der formelt afsluttede borgerkrigen. Libanon er en konfessionelt opbygget demokratisk parlamentarisk republik, hvor de mange forskellige trossamfund formelt er sikret deltagelse i det politiske systems magtstruktur og i administrationen, vægtet i forhold til den pågældende gruppes oprindeligt (1932) skønnede andel i den samlede befolkning. Parlamentets 128 medlemmer er ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer. Endvidere er pladserne inden for begge religiøse grupper fordelt i overensstemmelse med de enkelte trossamfunds anslåede befolkningsandel. Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år. Næste parlamentsvalg i 2013. Frem til parlamentsvalget d.7. juni 2009 var stemmeretsalderen 21 år. En nedsættelse af stemmeretsalderen til 18 år blev vedtaget lige inden parlamentsvalget og forventes iværksat ved det kommende kommunalvalg i 2010.

I forlængelse af interventionen under borgerkrigen havde Syrien i årene 1976-2005 en stærk militær tilstedeværelse og stor indflydelse på den politiske udvikling i landet. Trods sikkerhedsrådets resolution 1559 besluttede parlamentet i september 2004 på syrisk foranledning at forlænge præsident Lahouds mandat med tre år. Kravet i resolution 1559 om syrisk tilbagetrækning fra Libanon blev imidlertid en samlende faktor for oppositionen, hvori især indgik partier fra de kristne maronittiske, sunni-muslimske og drusiske befolkningsgrupper.

I kølvandet på mordet på tidligere premiereminister Rafiq Hariri i 2005 opstod den såkaldte Cederrevolution, der resulterede i, at Syrien trak alle tropper ud af Libanon efter 30 års militær tilstedeværelse i landet. Ved parlamentsvalget i maj-juni 2005 vandt den antisyriske koalition et absolut flertal på 72 af parlamentets 128 pladser. Hizbollahs og Amals alliance fik 35 pladser, mens general Michel Aouns kristne Free Patriotic Movement tegnede sig for de sidste 21 pladser.

I juli 2005 dannede premierminister Fouad Siniora regering baseret på mandaterne fra den anti-syriske koalition (19 ministre) samt Hizbollahs og Amals shia-muslimske alliance (5 ministre). Sikkerhedsrådet besluttede senere i 2005 at iværksætte en international og uafhængig undersøgelse af mordet på Rafiq Hariri. Undersøgelsen pågår fortsat og har i perioder været blandt de vigtigste stridspunkter i den politiske kamp mellem blokkene i Libanon. Den Særlige Domstol for Libanon nedsat af FN, forventes at begynde indstævninger i 2010.


Den 7. juni 2009 blev der gennemført et relativt fredeligt parlamentsvalg i Libanon. Det var første gang i Libanons historie, at valget blev afholdt på en enkelt dag. Valgdeltagelsen blev på 52 %, hvilket var en betydelig fremgang fra valget i 2005, hvor 45 % deltog. En vestligt orienteret koalition, 14. Marts-koalitionen, anført af Rafiq Hariris søn, Saad Hariri, fik flest stemmer i parlamentet, ligesom de havde gjort i 2005, dog med et mandat mindre. Valgsejren var overraskende, da de fleste meningsmålinger havde peget på en valgsejr til oppositionen under ledelse af Hizbollah og den kristne ex-general Michel Aoun. Hariri blev efterfølgende udpeget til at lede regeringsforhandlingerne og med henblik på senere overtagelse af premierministerposten. Dette blev realiseret i november med afslutningen af lange og meget komplicerede regeringsforhandlinger. 5 måneder efter parlamentsvalget den 7. juni 2009 kom en ny libanesisk regering endelig på plads. Fordelingsnøglen blev 15 ministerposter til majoriteten, 10 til oppositionen og 5 udpeget af præsidenten. Hizbollah fik to ministerposter. Den første opgave for den nye regering, var at udforme et regeringsgrundlag for de næste fire år. Regeringserklæringen blev støttet af 122 ud af 128 medlemmer ved afstemningen i parlamentet 10. december 2009. Regeringserklæringen lægger op til en række hurtige tiltag, som vil forbedre de umiddelbare livsvilkår. Spørgsmålet omkring Hizbollah’s våben og status som modstandsbevægelse blev behandlet som ved tidligere regeringserklæring og drøftes i den genoptagede Nationale Dialog. Reformer på det økonomiske område, bl.a. privatisering af el og telekommunikationsområdet er et andet vigtigt område der blev behandlet.

 

Sikkerhedssituation

I juli 2006 udbrød der en regulær krig mellem den libanesiske milits Hizbollah og Israel. Krigen resulterede i omfattende ødelæggelser af Libanons infrastruktur. Selv om der siden våbenhvileaftalen i august 2006 har været relativt ro på grænsen mellem Israel og Libanon, er situationen fortsat spændt.

I foråret 2007 udbrød kampe i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al Bared mellem den militante og al-Qaida-inspirerede gruppe Fatah al Islam og den libanesiske hær. Fatah al-Islam blev nedkæmpet, men på bekostning af en ødelagt flygtningelejr. 27.000 palæstinensiske flygtninge mistede dermed deres hjem. Lejren er nu under genopbygning
Efter halvandet års politisk dødvande udbrød der den 7. maj 2008 uroligheder og voldelige sammenstød mellem regerings- og oppositionsstøtter flere steder i Libanon. Urolighederne varede i en uge og resulterede i 80 døde og 250 sårede. Adgangen til Beiruts internationale lufthavn var spærret og udrejse via den nordlige og den østlige grænse mod Syrien var besværliggjort af kampe i områderne og vejspærringer. Urolighederne i maj 2008 førte dog til en genoptagelse af den nationale dialog, og det politiske dødvande blev endelig brudt ved en aftale indgået i Qatars hovedstad Doha den 21. maj 2008. Efter præsidentposten havde stået tom i et halvt år, blev daværende hærchef, Michel Suleiman, den 25. maj 2008 indsat som Libanons præsident.

Der er fortsat indimellem uro i flere af de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. I enkelte af disse forsøger al-Qaida inspirerede grupper at opnå fodfæste. Den palæstinensiske fraktion Fatah, der efter en aftale med den libanesiske regering formelt har kontrollen med lejrene, forsøger dog at bekæmpe disse tendenser.

Generelt er sikkerhedssituationen forbedret siden maj 2008 og kriminaliteten er lav.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind